Helsingør kommunes dyreste sandkasse
Borgerne i Helsingør har krav på at kende sandheden om Sommariva-projektet. Kommunen har solgt den tidligere stadiongrund til Pension Danmark for 154,5 millioner kroner, men byggeriet står stille og kan ikke gennemføres.
Det konservative folkeparti afventer, at Planklagenævnet afviser sagen, så ansvaret kan flyttes væk fra rådhuset. Sandheden er, at grunden aldrig burde have været solgt. Den består af løs sandjord og er uegnet til byggeri, før der bruges enorme summer på at gøre sandjord klar til byggegrund. Et realistisk overslag på at stabilisere og dræne området, så der overhovedet kan bygges, vil være omkring 100 millioner kroner.
Der tales også om et depositum på 25 millioner kroner, som selvfølgelig skal tilbagebetales til Pension Danmark, hvis projektet ikke kan gennemføres, og to budgetter, der er godkendt af en revision. Det er vanvid.
Jeg kræver fuld gennemsigtighed; offentliggør købsaftalen, deponeringen og de økonomiske beregninger. Jeg ser meget gerne byrådets beregning på at gøre en sandkasse klar til salg, inden bygherre og Pension Danmark overhovedet kan påbegynde byggeriet. Fremlæg estimeret overskud efter klar til salg.
Vi borgere har ret til at vide, hvad der foregår med vores fælles budget, som er godkendt i to valgperioder, og hvem der står med ansvaret, når sandet begynder at synke.
Birgitte Milling
Borgerforslag

